Det bæredygtige dagtilbud
Bæredygtighed handler om at sikre, at det vi foretager os i dag ikke skader næste generation samtidig med, at vi er opmærksomme på ikke at opbruge alle ressourcer.
Vi ønsker i Ellevang Dagtilbud, at bæredygtighed skal være den bærende grundtanke i forhold til økonomi, pædagogik, medarbejdere og ledelse for på den måde at kunne varetage dagtilbuddets vigtigste opgave – sikring af børnenes trivsel, læring, dannelse og udvikling.
Bæredygtighed forstår vi i Ellevang Dagtilbud ud fra Gro Harlem Brundtlands definition: ”De beslutninger vi tager i dag, må ikke have negative konsekvenser for fremtiden”. Bæredygtighed skal betragtes som en cyklus, hvor det vi foretager os nu, ikke skader næste generation samtidig med, at vi er opmærksomme på ikke at opbruge alle ressourcer.
Oversat til dagtilbudsverdenen betyder det, at vi som dagtilbud er opmærksom på, at vi nu og i fremtiden har økonomiske ressourcer til at kunne sikre varetagelsen af kerneopgaven med børnene (økonomi), at vi nu og i fremtiden investerer i udvikling af pædagogikken til gavn for børnene (pædagogik), at vi nu og i fremtiden sikrer et godt arbejdsmiljø med mindst mulig nedslidning af medarbejderne til gavn for kommende børn (medarbejdere), og at vi nu og i fremtiden sikrer det bedst mulige pædagogiske udgangspunkt for kerneopgaven gennem kompetent og ressourcebevidst ledelse (ledelse).
I afsnittene herunder har vi uddybet vores definition af bæredygtighed inden for områderne økonomi, pædagogik, medarbejdere og ledelse.
Økonomisk bæredygtighed skal fremme det pædagogiske arbejde
Vi ønsker økonomisk bæredygtighed i Ellevang Dagtilbud, fordi vi ønsker en økonomisk reflekteret tilgang til løsning af de definerede pædagogiske arbejdsopgaver.
Det betyder:
- Økonomisk bæredygtighed og effektiv drift er et redskab til at sikre pædagogisk bæredygtighed.
- De økonomiske ressourcer anvendes effektivt og målrettes kerneopgaven, - barnet.
- Der - uanset valg af struktur - er ressourcer på både afdelings- og dagtilbudsniveau til at løse de definerede opgaver på kvalificeret vis.
- Samarbejde på tværs af afdelingerne skal komme det pædagogiske arbejde omkring kerneopgaven til gode.
Dagtilbuddet skal understøtte en pædagogisk bæredygtighed, som har fokus på og betydning for barnet
Vi ønsker i dagtilbuddet en struktur, der understøtter en pædagogisk bæredygtighed, fordi vi ønsker at
sikre kvalitet i det pædagogiske arbejde, hvor barnets trivsel, læring, dannelse og udvikling er i fokus.
Pædagogisk bæredygtighed skal bl.a. forstås ved et fagligt kompetent personale, der på baggrund af
kompetenceudvikling og en sund evalueringskultur, er klædt på til at varetage kerneopgaven i en arbejdsramme, der efterlader plads til mangfoldige pædagogiske arbejdsmetoder.
Det betyder:
- Det pædagogiske personale har de faglige kompetencer og ressourcer, der matcher opgaven.
- Det pædagogiske arbejde foregår i en evalueringskultur med refleksion, supervision og professionel feedback som vigtige elementer. Udvikling af pædagogikken skal være i centrum.
- De pædagogiske arbejdsmetoder er mangfoldige, tilpasses barnets forudsætninger og evalueres/udvikles jævnligt.
- Det pædagogiske arbejde hviler på en inkluderende praksis med fokus på trivsel, læring, dannelse og udvikling.
- De fysiske rum understøtter det pædagogiske arbejde.
- Den pædagogiske praksis understøtter de nære og tætte relationer til barnet og kontakten til
familien.
Dagtilbuddet skal fremme en sund og bæredygtig personalepolitik
Vi ønsker i dagtilbuddet at fremme en sund og bæredygtig personalepolitik, fordi vi ønsker en arbejdsplads, der investerer i sine medarbejderes trivsel og arbejdsglæde gennem arbejdsrammer, der styrker medarbejdernes psykiske og fysiske arbejdsmiljø og derigennem undgår nedslidninger på både
kort og lang sigt.
Det betyder:
- Kulturen er kendetegnet ved attraktive og udviklende arbejdspladser med fokus på godt psykisk arbejdsmiljø, uddelegerende arbejdsformer og stor medarbejderindflydelse i både store og mindre fællesskaber.
- Det er kendetegnende ved en anerkendende og værdsættende tilgang til samarbejdet.
- Det er kendetegnende ved nysgerrighed, refleksion, fordybelse, og faglig udvikling.
- Der er trygge og gode arbejdsvilkår, som fremmer troværdighed, respekt og engagement.
- Vi er løsningsorienteret i vores tilgang til opgaverne.
- Vi har opmærksomhed på det fysiske arbejdsmiljø – bl.a. ved arbejdsmiljøgruppernes halvårlige runderinger.
- Kulturen er kendetegnet ved en åben dialog om betydningen af sygefravær – både for den enkelte og for fællesskabet – med plads til at tale om fravær men også det, der gør, at medarbejderne holder sig friske. Vi er hinandens arbejdsmiljø.
Dagtilbuddet skal understøtte en bæredygtig ledelse
Vi ønsker i dagtilbuddet en kompetent og ressourcebevidst ledelse. En bæredygtig ledelse skal her
forstås som en ledelse, der styrker det pædagogiske arbejde, tager hånd om medarbejderenes arbejdsmiljø og sikrer økonomiske ressourcer til at løse de definerede pædagogiske arbejdsopgaver.
Det betyder:
- Ledelse udøves med afsæt i klare målsætninger for opgaverne.
- Ledelsen sætter rammen, retningen og råderummet for opgaverne.
- Den pædagogiske opgave ledes professionsfagligt, og at der udøves ledelse tæt på det pædagogiske arbejde.
- Ledelsen kan opdeles, så lederne komplementerer hinanden, og hver enkelt leder kender sit
ansvar, opgaver og målsætninger. - Der prioriteres tid og rum til erfaringsudveksling og videndeling; både på tværs af ledelsen internt i dagtilbuddet og med konsulenter i Børn og Unge.
- Ledelsen udformer strategi og mål, der smidiggør tilrettelæggelsen af det pædagogiske arbejde.