Gå til hovedindhold

DII Tornebakken

Velkommen til Tornebakken – et sted, hvor der er plads til at lege, og hvor venskaber opstår.

Børn leger i en kasse
  • Læs op

Indhold

    Nærvær, genkendelighed og tryghed

    Vores værdier i Tornebakken er nærvær, genkendelighed og tryghed. Vi gør meget ud af at se det enkelte barn og være til stede i nuet sammen med barnet. Vores daglige rutiner, faste stueopdeling og faste voksne er med til at skabe genkendelighed for børnene i dagligdagen. Det giver dit barn tryghed at vide, hvem der er på stuen og hvornår vi f.eks. skal uden for på legepladsen eller spise frokost samtidig med, at det giver dit barn mulighed for aktivt at byde ind i fællesskabet, når rammerne er kendte. Især for nye børn i Tornebakken er det dejligt med nærvær, genkendelighed og tryghed.

    Venskaber er vigtige

    Børn udvikler deres sociale kompetencer i samspil med andre. Venskaber er derfor noget af det, vi arbejder særligt med. Vi er gode til at se og forstå det enkelte barn, imødekomme barnets behov, udfordre barnet i trygge rammer og inkludere det i børnefællesskaber. Det er det, vi brænder for, og det, vi hele tiden dygtiggør os i.

    Her er der plads til leg

    Leg er vigtigt for et barns kendskab til f.eks. omverdenen og sociale spilleregler. Derfor prioriterer vi, at leg foregår på mange planer i Tornebakken. Her er der tid og plads til at lege. Det kan både være leg, som de voksne sætter i gang eller leg, som børnene selv finder på. De voksne har forskellige pædagogiske overvejelser om, hvad der er målet med legen, og hvad både børnegruppen og det enkelte barn har brug for.  

    Engagerede medarbejdere

    I Tornebakken er vi 23 medarbejdere, der spænder bredt både aldersmæssigt, erfaringsmæssigt, fagligt og interessemæssigt. Vi hører tit forældrene sige, at de kan mærke, at måden, vi arbejder på, skaber trygge rammer, og at deres barn derhjemme giver udtryk for, at de har haft en god dag i Tornebakken. Den mangfoldige medarbejdergruppe kommer børnene særligt til gode, da vi i vores faglige refleksioner kommer omkring mange perspektiver, temaer og aktiviteter – det ser vi som en klar styrke for såvel det enkelte barn som for hele børnefællesskabet. Selvom vi fysisk er opdelt i to huse, har vi et tæt samarbejde i hverdagen.

    Sådan ser her ud

    Forrige Næste

    I DII Tornebakken er vi ca. 36 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn fordelt på i alt 6 stuer. Fysisk er vi opdelt i to huse med hver vores legeplads. I hvert hus har vi et dejligt fællesrum, som husets 3 stuer deler. Dit barn er som udgangspunkt fast tilknyttet én stue med faste, kendte voksne. Det er i overensstemmelse med vores værdier om tryghed og genkendelighed, og vi mærker, at børnene finder ro i at vide, hvor de hører til.

    Motorikrum

    I vores motorikrum har vi mulighed for at boltre os og bruge vores kroppe. Her er der både madrasser, gynger og ribber, som alle er sjove og udfordrende. Vi øver både finmotorik, grovmotorik og sansemotorik. Hvordan føles det f.eks. at have hænderne nede i ris eller have fødderne nede i pastaskruer? Hvor lang tid kan jeg stå på et ben? Hvordan holder jeg balancen på et par stylter?

    Rum til fordybelse i små grupper

    Vi prioriterer at bruge gruppeinddeling af børnene som et pædagogisk redskab. Derfor har vi sørget for at indrette en række forskellige rum i både vuggestuen og børnehaven. Her skaber vi fra gang til gang nogle rammer, der giver de små grupper af børn mulighed for at lave mange forskellige aktiviteter med fokus på fx kreativitet, sprog og relationsdannelse.

    Legepladser

    Vi bruger vores dejlige legepladser hver dag. Især når vejret er godt. På legepladserne har vi god mulighed for at bruge kroppen. F eks. kan vi cykle rundt, trille ned ad bakker, øve vores balance ved at gå på trapper, få fart på i gyngerne eller lege trygt i sandkasseområdet. I børnehaven har vi også mulighed for at samles i vores bålhytte. Vores legepladser har mange gode steder, hvor man kan finde fred til at lege med sine venner – og lidt fred fra de voksne.

    Læs mere om DII Tornebakken

    Om morgenen prioriterer vi at være nærværende voksne. Vi prioriterer ro og forudsigelighed for de børn, der kommer i de tidlige morgentimer. Det kan fx være, at der er sat magneter eller puslespil frem på bordet til de børn, der gerne vil i gang med en aktivitet. Samtidig er der også tilgængelige voksne til de børn, der er mest trygge ved at blive afleveret hos en voksen.

    Det er vigtigt, at både børn og forældre føler sig set og føler sig velkomne i Tornebakken. Derfor siger vi altid godmorgen til hinanden. Lige så vigtigt er det for os at få afrundet dagen med et farvel.

    Om formiddagen har vi aktiviteter i forskellige grupper sammensat på forskellig vis. Grupperne kan være sammensat ud fra f.eks. alder, køn eller på tværs af stuer, men fælles for alle aktiviteter er, at børnene er med dér, hvor de profiterer bedst. Formiddagen kan være en blanding af leg ud fra det, barnet har lyst til, og aktiviteter, som de voksne har planlagt.

    Vi bruger vores dejlige legepladser hver dag. På legepladserne har vi god mulighed for at bruge kroppen. F eks. kan vi cykle rundt, trille ned ad bakker, øve vores balance ved at gå på trapper, få fart på i gyngerne eller lege trygt i sandkasseområdet. I børnehaven har vi også mulighed for at samles i vores bålhytte. Vores legepladser har mange gode steder, hvor man kan finde fred til at lege med sine venner – og lidt fred fra de voksne.

    I Tornebakken har børnene mulighed for at spise morgenmad i tidsrummet 6.30-7.00. Du medbringer selv morgenmad til dit barn.

    Om formiddagen samles vi stuevis i både vuggestuen og børnehaven og nyder sammen et stykke frugt, som vi hver især medbringer.

    Ved måltidet samles vi i mindre grupper. Det giver forudsigelighed og genkendelighed. Måltidet er en god anledning til nærvær og ro. Vi bruger måltidet til at tale om maden, f.eks. at agurken er kold, appelsinen kan være sur eller spegepølsen kan være stærk. Vi bruger også måltidet til at øve sociale normer og spilleregler, f.eks. at sende kanden videre eller lytte til hinandens fortællinger.

    I Tornebakken har forældrene valgt frokostordning. Leverandøren af frokostordningen laver måltiderne fra bunden med brug af lokale, økologiske og årstidsbestemte råvarer og er dermed bæredygtige og co2-venlige. 

    Under frokostmåltidet præsenteres børnene for smagsprøver. Vi opfordrer og udfordrer barnet til madmod. Ingen skal spise noget, de ikke kan lide, men det er godt at smage og få udviklet smagssansen og mundmotorikken med forskellige fødevarer.

    Om eftermiddagen har børnene selv en madpakke med hjemmefra. Vi opfordrer til, at madpakken er varieret og indeholder noget, der giver dit barn energi til en lang dag; noget, som er både sundt og nærende.

    Ellevang Dagtilbuds bestyrelse har udarbejdet et princip for frokostordningen, som alle afdelinger er forpligtiget til at forholde sig til. Du kan læse princippet for frokostordningen her.


    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Pr. 1/7-21 har forældrene i DII Tornebakken valgt at fortsætte med den selvbetalte frokostordning.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost.

    I Tornebakken prioriterer vi samarbejdet med dig som forælder højt, for det er kun ved at samarbejde, at vi kan hjælpe dit barn med en god udvikling. Det gælder både for de børn, der går gennem institutionslivet uden de store bump på vejen, men bestemt også de børn og forældre, der oplever, at der kan være nogle udfordringer undervejs.

    Forældrene er vores vigtigste samarbejdspartner. Det er afgørende for børnenes trivsel hos os, at du som forælder føler dig tryg ved at aflevere, tryg i vores pædagogik og tryg i, at vi vil dit barn det bedste. Den viden, du har om dit barn og jeres hverdag og rammer – stort som småt – er afgørende for, at vi kan møde dit barn og nemmere forstå og aflæse dit barns behov.

    Kulturen i Tornebakken har forældrene også stor indflydelse på. Det engagement, du som forælder ligger i Tornebakken - hvad enten det er et smil om morgenen, opbakning til sociale arrangementer eller en plads i forældrerådet - er alt sammen med til at skabe en god og tryg atmosfære for børnene.

    Læs, hvilke tanker vi yderligere har gjort os om forældresamarbejdet og hvordan vi rammesætter det i praksis her.

    Det er en helt ny og anderledes hverdag for et barn at starte i institution. Derfor gør vi meget ud af, at der skal være ro omkring vuggestueindkøringen, og at det skal være ud fra barnets behov. Vi kigger meget på barnets signaler, og i dialog med dig forventningsafstemmer vi.

    Inden opstart vil dit barn modtage et velkomstbrev, hvor der står oplyst, hvilken stue og hvilke voksne, dit barn bliver en del af. Vi aftaler sammen forløbet for opstarten.

    Dit barns udvikling og trivsel er vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

    Vores pædagogiske læreplan danner rammen for udviklingen af vores pædagogiske retning og praksis. Du finder vores pædagogiske læreplan herunder.

    DII Tornebakkens pædagogiske læreplan

    I foråret 2022 har vi evalueret vores arbejde med den pædagogiske læreplan. Herunder kan du læse vores skriftlige evaluering, som vi foretager hvert andet år.

    DII Tornebakkens evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan

    Sidst opdateret: 29. februar 2024