Gå til hovedindhold

DII Flintebakken

Velkommen til Flintebakken - hos os oplever børnene trygge rammer med varme, engagerede voksne. Vi ved, at tryghed er det vigtigste for børn.

Børn leger med faldskærm
  • Læs op

Indhold

    DII Flintebakken er en aldersintegreret institution for børn i alderen 0-6 år fordelt i to huse. Vi ligger i Vejlby-Risskov i et stille parcelhuskvarter med let adgang til de grønne områder i nærheden – bl.a. Mollerup Skov.

    Vi er normeret til 36 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. I DII Flintebakken er der 13 pædagoger, 7 medhjælpere, en pædagogstuderende og en pædagogisk leder ansat.

    Det er vi særligt gode til

    I DII Flintebakken arbejder vi ud fra de tre kerneværdier hverdagslivets læring, samspil/relationer/tilknytning og legens værdi.

    Hverdagslivets læring

    I Flintebakken er vi særligt opmærksomme på den læring, der finder sted i hverdagens aktiviteter. Hverdagslivets læring er al den læring, børn tilegner sig i de aktiviteter, der er i hverdagen lige fra borddækning til af- og påklædning i garderoben. Vi tror på, at barnet lærer i alle situationer og på alle tidspunkter. Vi inddrager barnet i de mange praktiske gøremål i de pædagogiske rutiner i hverdagen og hjælper samtidig barnet med at koble hverdagens rutiner til meningsskabende og sammenhængende aktiviteter – fx ”Når jeg dækker bord, er det fordi, vi snart skal spise”.

    Samspil, relationer og tilknytning

    Et velfungerende samspil mellem barnet og den voksne er en forudsætning for barnets udvikling og trivsel. I vores institution har og tager vi voksne ansvaret for den omsorgsfulde, nærværende og anerkendende relation til barnet. Tryghed er det vigtigste for børn, og hos os oplever børnene trygge rammer med varme, engagerede voksne.

    Legens værdi

    Hos os er der plads til at lege – både børnenes egne lege og lege, som vi voksne sætter i gang. Leg er en umiddelbar, spontan aktivitet og er med til at gøre os til mennesker. Vi tror på, at legen er afgørende for flere sider af barnets udvikling. I legen øver barnet sig fx på sine sociale kompetencer. Legen er en grundlæggende måde for børn at være til stede i verden på, og derfor har legen en værdi i sig selv. Legen skaber fundament for de gode relationer barn og barn imellem - det er dejligt at have og være en ven.

    Sådan ser her ud

    Forrige Næste

    Læs mere om DII Flintebakken

    Samspil/relationer og hverdagslivets læring er kerneværdier her hos os. Begge værdier præger børnenes hverdag her i Flintebakken.

    I løbet af dagens aktiviteter er børnene typisk delt op i mindre grupper. Det gælder både i vuggestuen og børnehaven. Mindre grupper er med til at styrke det gode samspil mellem både barnet og den voksne, og børnene imellem.

    I vuggestuen øver vi fx hver dag det at lege. Gennem legen styrkes samspillet og relationen mellem både barn og voksen og også børnene imellem. Legen er med til at udvikle børnenes sociale kompetencer og lære dem at have øje for hinanden og forstå hinandens behov.

    Vi afsætter også meget tid i løbet af dagen til, at børnene lærer almindelige hverdagsgøremål. Det kan fx være at tage overtøj og sko på, inden man skal ud på legepladsen. Det tager tid for et barn at lære at mestre, og i Flintebakken prioriterer vi tiden til det. Målet er ikke f.eks. at nå ud på legepladsen; målet er processen med at lære at gøre sig klar til at kunne gå udenfor.

    Det skaber tryghed for børnene, når vi hver dag afsætter god tid og tålmodighed til de almindelige hverdagsgøremål. Det er dele af børnenes hverdag, som de kender til og kender godt. Genkendeligheden øger trygheden, fordi børnene ved, hvad der skal ske, og de kan alle hjælpe til med opgaven - tryghed er en forudsætning for at kunne udvikle sig.

    Vi bruger hver dag vores dejlige legepladser, og en gang om måneden laver vi mad over bål.

    Når vi tager på tur, er det altid om formiddagen. Hver fredag er reserveret til fællessang, og i sommerhalvåret afholder vi cykeldage, når vejret er til det.

    I Flintebakken medbringer børnene hver dag deres egen lille frugtmadpakke, som de spiser kl. 9. 

    Forældrene har valgt at have frokostordning. Frokosten leveres derfor hver dag af en ekstern frokostleverandør. Typisk består frokosten af rugbrød med pålæg og forskelligt grøntsager dertil. Børnene medbringer selv madpakke til eftermiddagsmåltidet.

    Ellevang Dagtilbuds bestyrelse har udarbejdet et princip for frokostordningen, som alle afdelinger er forpligtiget til at forholde sig til. Du kan læse princippet for frokostordningen her.


    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Pr. 1/7-21 har forældrene i DII Flintebakken valgt at fortsætte med den selvbetalte frokostordning.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost.

    I Flintebakken er vi meget glade for det gode samarbejde, vi har med vores forældre. Det gælder både i dagligdagen om det enkelte barns trivsel og udvikling, men også i forhold til forældrenes engagement, når vi arbejder med forskellige temaer i børnegrupperne. Her har forældrene mulighed for at bidrage på forskellig vis – fx med familiefotos, når vi har familietema.

    Vi oplever, at forældrene generelt bakker op om vores fælles arrangementer og traditioner for begge huse som fx sommerfest. Det har stor betydning for børnene at føle tilknytning til huset, og det er derfor dejligt, at så mange forældre støtter op om vores arrangementer.

    Forudsætningen for at kunne skabe et godt forældresamarbejde både i det store og i det små er, at alle parter ved, hvad vi kan forvente af hinanden. Du vil som ny forælder i Flintebakken derfor opleve, at vi i starten bruger tid på den gode forventningsafstemning.

    Læs, hvilke tanker vi yderligere har gjort os om forældresamarbejdet og hvordan vi rammesætter det i praksis her.

    Når dit barn starter, forventer vi, at du er med den første tid, afhængig af hvad dit barn har brug for. Barnets behov og perspektiv er det vigtigste, og det varierer fra barn til barn, hvor mange dage der skal afsættes til opstarten. Det er noget, vi aftaler sammen, men sæt for en sikkerheds skyld god tid af til opstarten.

    Når dit barn starter hos os, holder vi et velkomstmøde, inden barnet starter, så både du og dit barn kan se institutionen og hilse på de voksne på stuen. Samtidig aftales med primærpædagogen, hvordan opstartsforløbet skal være.

    Hvis det er muligt, så giv dit barn korte dage i institutionen, når det starter. Som forælder er du stadig barnets primære omsorgspersoner, og du hjælper med at fylde dit barns ”batteri” igen efter en god dag i institutionen.

    Tips til dig som forælder

    • For det lille vuggestuebarn er det en hjælp, at du sammen med dit barn har øvet at kunne falde i søvn selv uden at skulle køres i søvn.
    • For det lille vuggestuebarn er det også en hjælp, hvis det har øvet sammen med dig, at mor eller far går, men kommer hurtigt igen.

    Dit barns udvikling og trivsel er vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

    Vores pædagogiske læreplan danner rammen for udviklingen af vores pædagogiske retning og praksis. Du finder vores pædagogiske læreplan herunder.

    DII Flintebakkens pædagogiske læreplan

    I foråret 2022 har vi evalueret vores arbejde med den pædagogiske læreplan. Herunder kan du læse vores skriftlige evaluering, som vi foretager hvert andet år.

    DII Flintebakkens evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan

    I november 2023 har vi haft uvildigt tilsyn i både vores vuggestue og børnehave. På baggrund af en uanmeldt observation i begge huse og et efterfølgende tilsynsmøde har Børn og Unge udarbejdet en tilsynsrapport, hvori du kan læse en opsamling.

    Opsamlingen indeholder en vurdering af kvaliteten af vores pædagogiske læringsmiljøer. Vurderingen er baseret på den uanmeldte observation, andre forhold med betydning for kvaliteten f.eks. vores pædagogiske læreplan og data fra sprogvurderinger samt dialogen om kvaliteten på det anmeldte tilsynsmøde.

    Uddrag fra rapporten

    Den integrerede institution Flintebakken er en afdeling, hvor børnene mødes af omsorgsfulde 
    medarbejdere, der møder børnene i et positivt samspil. Læringsmiljøet er karakteriseret ved en tydelig struktur og organisering, hvor der ses en passende balance mellem det voksen og det børneinitierede.

    Der er en behagelig atmosfære i både vuggestue og børnehave, hvor medarbejderne indgår i positive interaktioner med børnene. Medarbejderne er lydhøre overfor børnenes initiativer og engagement, og der observeres en god balance mellem det voksen- og det børneinitierede. Det ses at børnene får plads til børneinitierede rollelege og aktiviteter, hvor medarbejderne samtaler med børnene mens de leger, de deltager, men overtager ikke legen. Hovedparten af de voksenstyrede aktiviteter gør det muligt for børnene at have succes, og medarbejderne responderer hensigtsmæssigt på børn, der har behov for at trække sig eller har brug for en støttende hånd.

    Tilsynsrapport for DII Flintebakken

    Sidst opdateret: 29. februar 2024