Gå til hovedindhold

DII Ellevang

Velkommen til Ellevang – her går alt som en leg. Vi prioriterer legen som det vigtigste i børnenes hverdag, for at lege er at trives.

Børn med skovl
  • Læs op

Indhold

    DII Ellevang er en integreret institution, hvor leg, selvhjulpenhed og børnenes sociale kompetencer er i fokus.

    Dit barn har værdi for fællesskabet

    Det er vigtigt for os, at dit barn bliver en del af både store og små fællesskaber. Det er dejligt at have kammerater, lege sammen og føle, at man har værdi. Derfor arbejder vi med at udvikle børnenes sociale relationer og kompetencer. Det er vores opgave at støtte dit barn i dets udvikling. Det gør vi ved at se dit barn, som det er, og hvor det befinder sig udviklingsmæssigt. Vi inddrager dit barn – og det skal være tydeligt for dit barn, at det har en værdi i hverdagen og i fællesskabet hos os.

    Oplevelsen af succes

    For os er det vigtigt, at dit barn får oplevelsen af succes. Når barnet oplever og erfarer, at det kan selv, opnår det en glæde og stolthed, der er væsentlig for dets selvværd, selvstændighed og robusthed. Vi vægter det derfor højt at støtte og vejlede barnet i denne udvikling, og vi står klar til at hjælpe, hvis udfordringen bliver for stor.

    Sådan ser her ud

    Forrige Næste

    I DII Ellevang har vi gode fysiske rammer, hvor børnene kan både tumle, lege, knytte venskaber på tværs af alder, udvikle sanser og motorik, eller finde en stille krog til en rolig og hyggelig stund med nærvær og fordybelse.

    Vores vuggestue og børnehave har hver sin bygning og bliver forbundet af et skønt og lyst fællesrum, som alle børn benytter i løbet af ugen.

    Uden for har vi to dejlige legepladser, der inspirerer børnene til bevægelsesglæde. Legepladserne er opdelt af en låge, hvilket giver os mulighed for at åbne mellem de to legepladser og skabe ét, stort fælles legeområde.

    I børnehaven har vi foruden vores 3 stuer også forskellige rum, hvor børnene kan trække sig tilbage og lege i små grupper. Vi har både værksted, teaterrum og andre små legerum.

    Fællesrum

    Vores skønne fællesrum er det mest attraktive rum i hele huset – i hvert fald ifølge børnene. Her har vi mulighed for at tumle, røre kroppen, være aktive og udfordre vores motorik.

    Legepladser

    Vi bruger vores legepladser hver dag. Her er der et godt og udfordrende miljø til børns udvikling og god plads til at lege på, hvad enten man gerne vil klatre, bygge sandslotte i sandkassen, køre på cykelbanen, gynge, vippe med sin bedste ven eller lege noget helt andet.

    Værksteder

    I vores værksteder kan børnene gå til og fra, udfordre deres kreativitet og lege.

    Teaterrum

    I børnehavens teaterrum er der rig mulighed for at slippe fantasien løs.

    Læs mere om DII Ellevang

    I DII Ellevang er vi ca. 30-33 vuggestuebørn og 60-70 børnehavebørn fordelt på 6 stuer (3 stuer i vuggestuen og 3 stuer i børnehaven) med i alt 18-20 medarbejdere i hele afdelingen.

    Det er vigtigt for os, at både børn og forældre føler sig velkomne i vores afdeling. Vi hilser derfor altid hinanden godmorgen ved dagens begyndelse og farvel, når det er tid til at blive hentet.

    Børnene indtager selv dagen her i DII Ellevang, når de møder. Det gælder for både vuggestuebørn og børnehavebørn. Det er en del af vores værdisæt om barnets selvhjulpenhed, at barnet i garderoben f.eks. selv er med til at hænge sin jakke og taske på plads og få madpakken på køl. Også børnene i vuggestuen tager del i denne morgenrutine ved f.eks. selv at gå ind ad døren om morgenen til vuggestuen.

    De kendte voksne i DII Ellevang er med til at skabe en tryg ramme i dagligdagen for børnene. Det er vigtigt for os, at børnene altid har en tilgængelig voksen, de er trygge ved at gå til. En voksen, der udstråler ro og overskud, er med til at skabe en rolig, tryg og god atmosfære.

    Aktiviteter

    I løbet af en dag indgår børnene i mange forskellige aktiviteter. Nogle steder i afdelingen kan man f.eks. opleve en gruppe børn, der maler på sten i værkstedet. Andre børn er måske travlt optaget med at opstille udfordrende motorikbaner i fællesrummet. Udenfor er nogle børn f.eks. i gang med at gøre dejen klar til snobrødsbagning på vores bålplads.

    Børnene elsker vores skønne fællesrum

    Vi bruger vores fællesrum hver dag. I fællesrummet leger vi planlagte lege og pædagogiske aktiviteter. Men der er også plads til børnenes egne ideer og frie leg. Aktiviteterne og udfordringerne er altid tilpasset den børnegruppe, der er med. Vi laver forhindringsbaner, vipper på de store puder, klatre på klatrevæggen og rutsjer. Vi har også en del gyngeredskaber, vi kan spænde fast i loftet.

    Udedag hver torsdag i børnehaven

    Vi bruger hver dag vores dejlige legepladser i både vuggestuen og børnehaven, men hver torsdag har børnehaven en særlig udedag, hvor vi er ude fra morgenstunden og helt frem til eftermiddag, når vejret er til det.

    Fællessang en gang om måneden

    Vuggestue og børnehave samles en gang hver måned til sang i fællesrummet. 

    Forældrearbejdsdag

    En gang om året afholder vi en arbejdslørdag, hvor forældrene hjælper til med praktiske arbejdsopgaver, som vi ikke når i løbet af hverdagen.

    Fester

    I vuggestuen har vi hvert år julefest for både børn og forældre, mens børnehaven holder sommerfest for børn og forældre. Her deltager også de børn, der netop er gået ud af børnehaven.

    Fastelavn

    Hvert år klæder børn og voksne sig ud til fastelavn og slår katten af tønden.

    Adventshygge i december

    I fællesrummet samles vi, både vuggestue og børnehave, igennem hele december til adventshygge, hvor vi synger julesange og tænder adventslys.

    Julegudstjeneste

    Vi har et godt samarbejde med vores lokale kirke. Hvert år i december bliver vi inviteret til julegudstjeneste, hvor vores ældste børnehavebørn står for krybbespil i kirken.

    Måltiderne er en særlig stund for både børn og voksne i DII Ellevang. Måltiderne er præget af ro og samvær rundt om bordet. Vi spiser i mindre grupper og bruger tiden til at tale sammen om stort og småt. Børnene fortæller f.eks. om, hvad de har lavet i weekenden, eller noget, de har oplevet og gerne vil dele med deres kammerater. Vi samtaler også om den mad, vi spiser. Det giver både ro og engagement omkring måltidet, og samtidig styrker det følelsen af fællesskab.

    Måltidet er også en god mulighed for at øve selvhjulpenhed. Børnene er f.eks. med til at dække bord og gøre klar til frokost. Omkring bordet er der f.eks. god tid til at øve selv at kunne hælde vand i glasset.

    I DII Ellevang har forældrene valgt at have frokostordning. Vi får derfor vores frokost leveret udefra.

    Dit barn skal hver dag have sin egen lille frugtmadpakken og eftermiddagsmadpakken med. Vi opfordrer dig til at sørge for en god og nærende madpakke til dit barn, så dit barn har energi til hele dagen. Hvis du har brug for gode råd til madpakken, vejleder vi gerne. Vi giver altid ”ikke-spist-mad” med hjem, så du som forælder kan se, hvad dit barn har spist i dag.

    Ellevang Dagtilbuds bestyrelse har udarbejdet et princip for frokostordningen, som alle afdelinger er forpligtiget til at forholde sig til. Du kan læse princippet for frokostordningen her.

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Pr. 1/7-21 har forældrene i DII Ellevang valgt at fortsætte med den selvbetalte frokostordning.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost.

    Vi lægger stor vægt på et gensidigt, ligeværdigt og tillidsfuldt samarbejde med dig om dit barn. Vi tror på, at trygge voksne giver trygge børn. Derfor er samarbejdet med dig vigtigt, så vi sammen kan skabe en tryg og god hverdag for netop dit barn.

    Vi er lydhøre overfor forældrenes input og vil gerne i dialog med forældrene. Som forælder er du altid velkommen til at henvende dig både til personalet og til den pædagogiske leder med spørgsmål. Hvis der er behov for en længere snak om stort og småt ift. dit barn, aftaler vi et møde, så vi har god tid til at få vendt spørgsmål eller bekymringer.

    Læs, hvilke tanker vi yderligere har gjort os om forældresamarbejdet og hvordan vi rammesætter det i praksis her.

    Vi ved, at det kan være en stor omvæltning for dit barn at skulle starte et nyt sted. Det gælder for dit vuggestuebarn, der oftest indtil nu har været vant til en stille og beskyttet tilværelse derhjemme. Men det gælder også for dit børnehavebarn, der kan opleve det som en omvæltning at skulle starte i børnehave – også selvom barnet kommer fra vores vuggestue.

    Det er derfor vigtigt, at du afsætter god tid til dit barns indkøring – uanset om det er vuggestue eller børnehave. Sørg eventuelt for, at dit barn har korte dage i starten, og at du har afsat tid til at deltage og være sammen med dit barn i indkøringsfasen. Det er forskelligt fra barn til barn, hvad der er brug for i indkøringsfase og hvor længe den skal vare. Dit barns indkøringsfase aftaler vi derfor i fællesskab. Hvert barn bliver tilknyttet en stue.

    Vores forældreråd giver følgende tips ”fra forælder til forælder” om, hvordan du som forælder kan bidrage til den gode stemning i vores afdeling:

    • Hilse på andre forældre og børn
    • Lære børnenes navne at kende
    • Tage dig god tid til at hente og bringe dit barn
    • Bakke op om vuggestuens / børnehavens arrangementer

    Dit barns udvikling og trivsel er rigtig vigtig for os. Vi arbejder derfor løbende med at udvikle og forbedre vores pædagogik.

    Vores pædagogiske læreplan danner rammen for udviklingen af vores pædagogiske retning og praksis. Du finder vores pædagogiske læreplan herunder.

    DII Ellevangs pædagogiske læreplan

    I foråret 2022 har vi evalueret vores arbejde med den pædagogiske læreplan. Herunder kan du læse vores skriftlige evaluering, som vi foretager hvert andet år.

    DII Ellevangs evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan

    Sidst opdateret: 29. februar 2024